Undervisning og andet sjov

Siden sidst er jeg efterhånden kommet ind i en hverdagsrytme med undervisning, lektier og hvad der ellers hører til livet som studerende. Her kommer et meget langt indlæg, som handler en del om det faglige, og lidt om hvad jeg ellers har lavet af andre sjove ting siden sidst:

Undervisningen
Jeg følger 3 fag; et undergraduatefag (Public Economics) og to graduatefag (Labor Economics og Search Theory). Der er stor forskel mellem undergraduate- og graduateniveau. I Public Economics har jeg 3 forelæsninger om ugen, hvor vi er ca. 80 studerende. Der er også en ”lab”-class hver uge, hvilket minder om holdundervisning med ca. 20 studerende pr. hold. Niveauet i Public Economics er ikke særligt højt, og desuden minder faget en del om Mikro B fra Polit, så det kræver ikke en alt for stor arbejdsbyrde. I lab-timerne diskuterer vi enten en empirisk case relateret til emnerne i forelæsningerne, eller også har vi ”økonomiske eksperimenter” i et computer-lab. Disse er ofte ret underholdende. Det er strategiske spil, hvor man skal tage en række beslutninger, som bestemmer, hvor godt man selv – og de andre studerende klarer sig i spillet. Spillene vil så illustrere hvorvidt en bestemt del af økonomisk teori virker i praksis. Polit-studerende ved givet hvad jeg taler om. Jeg har i øvrigt haft en midterm i dette fag i sidste uge. Den var heldigvis ganske let.

Graduatefagene er af en hel anden verden. Begge fagene er 2. års graduatefag. De fag, jeg følger, har kun en forelæsning om ugen på knap 2½ time pr gang. Her er vi ca. 25 studerende i begge fag. Til hver gang står der en eller flere artikler på pensumplanen, som professoren så gennemgår. Særligt Labor Economics er interessant. Her diskuterer vi en artikel pr. undervisningsgang, og professoren fortæller, hvad han synes, er særligt interessant ved den. I slutningen af hver gang skal 2 studerende lave en kort præsentation af et emne i arbejdsløshed i USA. Det er meget engagerende og spændende. Indtil videre har jeg dog ikke skullet fremlægge.

De to 2. års ph.d. fag kan til tider godt være lidt svære, særligt når der refereres til teori, som jeg ikke har set før. Dog synes jeg, at BA polit.-uddannelsen giver et udmærket fundament for at kunne følge disse fag. Især når jeg også har et let undergraduatefag, afbalancerer det arbejdsbyrden fint. Jeg ville også gerne prøve at følge et fag i et helt andet emne end økonomi, da det er let at tage fag ved andre institutter. Men det må vente til næste quarter.

Graduatefag i økonomi
Det lyder måske lidt mærkeligt, at jeg følger 2. års ph.d. fag: Økonomisk institut på UCLA udbyder ikke nogen master-uddannelse, så graduatefagene er for ph.d. studerende. På deres første år af ph.d.-uddannelsen i økonomi har de en obligatorisk helårssekvens af fag i mikroøkonomi, makroøkonomi og økonometri, hvorfor alle andre graduate-økonomifag er ”2. års ph.d. fag”. Så vidt jeg har forstået, var det tidligere muligt for udvekslingsstuderende i økonomi at følge disse 1. års fag, hvis man fik tilladelse af professoren. Fagene lød egentligt til at være ganske interessante, og jeg havde oprindeligt tænkt mig at følge en eller flere af disse fagsekvenser.

Tilbage i september før quarteret begyndte, mødtes jeg med en af professorerne for at høre ham ad, om jeg kunne følge hans fag i makroøkonomi. Her fik jeg dog at vide, at instituttet havde en politik om, at de deres 1. års graduatefag var tiltænkt deres egne studerende. Han ville prøve at snakke sammen med de andre professorer, der også underviste i 1. års fagene for at høre deres mening. Nogle dage senere fik jeg så besked om, at jeg desværre ikke kunne få lov til at følge disse fag. Tidligere havde de dog givet tilladelse i særlige tilfælde, men fremadrettet ville de begrænse deres 1. års graduatefag til deres egne studerende. Økonomisk instituts leder havde også været inde over beslutningen, så der var ikke rigtig noget at gøre.

Så hvis man som økonomistuderende er interesseret i et udvekslingsophold ved UCLA, skal man være opmærksom på, at man ikke kan følge deres 1. års graduatefag i økonomi. Det skal dog siges, at jeg – selvom jeg er på første år af kandidaten hjemme i København – er indskrevet som undergraduatestuderende ved UCLA. Men jeg tror ikke, at det ville have gjort en forskel mht. 1. års fagene, hvis jeg var blevet optaget som graduatestuderende.

At få de fag, man gerne vil have
Der er i øvrigt forskellige teknikker til at få de fag, man gerne vil have. Undergraduatefagene kan man typisk enten bare tilmelde sig online, eller snakke med studievejlederen om. Til 2. års graduatefag skal man som udvekslingsstuderende i økonomi dog have tilladelse fra professoren.

På forhånd havde jeg mailet til professoren i Search Theory, der gav mig tilladelse til at følge hans fag. Så allerede før jeg kom til LA, havde jeg et PTE-nummer (Permission To Enroll) til hans fag. Man kan også prøve at møde op på professorens kontor for at snakke om fagtilmelding. Ellers kan man bare møde op til første forelæsning, og så efter timen bede om tilladelse til at følge faget: I Labor Economics havde jeg mailet til professoren på forhånd og havde fået et nej tilbage. Alligevel mødte jeg op til første forelæsning, og efter timen spurgte jeg igen, om jeg ikke kunne få lov at følge faget. Nogle dage senere lå der et PTE-nummer i min email-indbakke. Generelt tror jeg, at det er mere sandsynligt at få tilladelse til at følge et fag, hvis man taler med professoren ansigt-til-ansigt.
Jeg er dog ret godt tilfreds med de fag, jeg følger. Egentligt tror jeg også, at mine 2. års ph.d. fag er sjovere, end hvis jeg skulle have været igennem 1. års fagene.

Koncert med Royksöpp og Robyn
De fleste af de venner, jeg har fået mig herovre er andre internationale studerende. Desværre skal nogle af dem allerede hjem efter det første quarter. Det betyder dog samtidig, at de gerne vil nå at se så meget af LA som muligt i løbet af efteråret, hvorfor jeg ofte bliver inviteret til forskellige aktiviteter. Den forgangne weekend tog jeg sammen Darren og Andrew (fra hhv. Singapore og Sydney) til koncert med to skandinaviske bands; Royksöpp og Robyn, der optrådte i Hollywood Bowl. Det er et stor udendørs amfiteater i Hollywood. Koncerten var super fed, og det var rart at høre lidt skandinavisk lyd igen, selvom deres sange er på engelsk. Resten af weekeenden stod der dog lektier på dagsordenen.

Koncert i Hollywood Bowl

Koncert i Hollywood Bowl med Royksöpp og Robyn

Weekend i LA: ISF
Weekenden før bød endnu flere oplevelser. Fredag aften var Darren og jeg inviteret til en privat fest af en pige, jeg havde mødt til et af introduktionseventsne tidligere. Det var en Halloween-temafest afholdt af gruppen ”International Student Friendship” (ISF). Der var lækker amerikansk mad, pumkin-carving, andre sjove aktiviteter og masser af flinke folk. ISF havde endda sørget for transport til og fra huset, hvor festen blev holdt.

Halloweenfest med ISF

Halloweenfest med ISF.

Mange græskarmænd.

Resultatet af lidt hygge med pumpkincarving.

ISF er tilknyttet gruppen ”Alpha Chi”, som er en organisation af kristne studerende ved UCLA. Det var dog ikke så tydeligt, at det var en kristen gruppe der afholdt festen, selvom der var nogle indikationer af at det ikke var en almindelig amerikansk collegefest. For eksempel var der ikke øl eller anden alkohol. Senere var der fællessang, og et par gange i løbet af aftenen blev jeg inviteret med til deres tirsdags-service, hvilket, jeg tror, er en slags gudstjeneste. Indtil videre har jeg takket nej til at komme med til det. Aftenen var dog super hyggelig, og det var meget interessant at være med til en anden slags fest end de typiske fester med andre studerede.

Halloween Horror Nights
Lørdag aften var jeg i Universal Studios med nogle amerikanere. Universal har en forlystelsespark i Hollywood, der tager udgangspunkt i deres film. Op til Halloween afholder de hver aften et særligt event: ”Halloween Horror Nights”. Det er meget anderledes, i forhold til når Tivoli holder åbent til Halloween. Universal Studios bliver dekoreret så uhyggeligt som muligt, og mange af de almindelige forlystelser er lukket. Til gengæld er der særlige Halloween-forlystelser; de specielle ”mazes” (labyrinter). Det er en slags Haunted House, bortest fra at de er dekoreret efter et særligt tema – typisk en film, og at der er udklædte skuespillere inde i bygningen, der forsøger at skræmme livet af folk. Jeg nåede at prøve to mazes den aften: ”Alice Cooper’s Welcome to my Nightmare” og ”Hostel: Hunting Season”. Desværre skal man stå længe i kø for at komme ind; jeg kom til at vente 1½ time for at komme ind i den ene. Desuden er så mange folk inde i bygningen på samme tid, at en del af skræmmeeffekten forsvinder. Alligevel var det en kanon sjov (og lidt uhyggelig) oplevelse.
I resten af parken var der også udklædte skuespillere. Skræmme/underholdningsværdien er også her helt i top: Det første jeg så var to klovne med motorsave, der kom direkte i mod mig, da jeg kom ind i parken.

Universal Studios

Welcome to Universal Halloween Horror Nights.

Universal Studios

Klovne med motorsave!!!

Hiking igen
Om søndagen var jeg med UCLA Hiking Club i Pt. Mungo/ La Jolla Canyon. Området lå en times kørsel i bil fra UCLA, og andre deltagere på udflugten havde stillet deres biler til rådighed for folk uden bil. Rygtet om vandreturen havde spredt sig, så lidt over halvdelen af deltagerne var internationale studerende.

Hiking i Pt. Mungo/La Jolla Canyon

Fantastisk udsigt over havet.

Hiking i Pt. Mungo/La Jolla Canyon

UCLA Hiking Club besejrer bjerget!

Jeg var ret træt, da vi tog af sted kl. 10 om morgenen. Efter Universal Studios først var jeg kommet i seng kl. 4 om natten, men da vi kom i gang med at vandre i et fantastisk vejr, forsvandt trætheden hurtigt. Turen var mere intens end den hiking-tur jeg havde været på for nogle uger siden. Denne gang vandrede vi effektivt 4 timer, og vi blev belønnet med en fantastisk udsigt med havet bag os og høje bjerge forude.

Udgivet i Hiking, Hollywood, UCLA, Udflugter, Udlandsophold, Undervisning, Økonomi | Skriv en kommentar

Hiking in Malibu

Selvom LA er en storby med millioner af mennesker, er der ikke langt til smuk natur. Kun 20 minutter i bus fra UCLA ligger the Getty Museum, placeret på et af bjergene nord for campus, hvorfra der er en fantastisk udsigt over byen. Ca. en halv time med bus og man kommer til Santa Monica Beach.

I søndags tog jeg og 3 andre internationale studerende dog på en lidt længere tur. Knap en times bustur og vi var i Malibu. Her ligger flere naturparker med gode vandreruter. Vi havde ikke planlagt at det skulle være en særligt lang tur, så vi havde valgt at tage til Solstice Canyon, hvor der var flere kortere ruter. Efter ca. 3 timers vandretur (med middagspause inkluderet), tog vi tilbage til UCLA igen. Jeg vil helt sikkert tage på vandretur i Malibu igen på et senere tidspunkt. Næste gang bliver det nok en heldags vandretur. Nedenfor er et par billeder:

Hiking in Malibu

Fantastisk udsigt under hike i Malibu.

Se mig!

Se mig!

Et lille vandfald vi fandt på vores vandretur

Et lille vandfald vi fandt på vores vandretur.

Udgivet i UCLA, Udflugter, Udlandsophold | Skriv en kommentar

Math-camp og første skoledage

Jeg har nu haft mine første skoledage. Før semesteret startede havde økonomisk institut et 2 ugers matematik-genopfrisknings kursus for deres nye graduate studerende (math-camp). Selvom jeg er indskrevet som undergraduate studerende fik jeg alligevel lov til at følge kurset, og jeg bestod den afsluttende test efter 2. uge. Det var en fin måde at møde andre studerende før semesteret begyndte. Efter den sidste dag inviterede professor Riley hele holdet (ca. 30 studerende) hjem til et dinner party hans eget hus. Vi blev både budt på forskellige snacks, samt californisk øl og vin. Det var super hyggeligt og meget uformelt.

Siden er semesteret i øvrigt også begyndt. Jeg har endnu ikke fået fastlagt mit skema helt, og jeg har været til flere fag, end jeg kan tage for at finde ud af, hvilke jeg synes bedst om. Når mit skema er faldet på plads, skal jeg nok skrive lidt om det faglige samt om det at vælge fag på et amerikansk universitet.

Udgivet i UCLA, Udlandsophold, Undervisning, Økonomi | Skriv en kommentar

Lejlighed og roommates

Da jeg kom hjem fra Dashew Centers PCH Road Trip var en af mine roommates flyttet ind, og de to næste flyttede ind weekenden efter; Aaron, Spencer og Alejandro. De virker til at være meget flinke. Vi bor 4 personer i en 2-bedroom apartment, så jeg deler soveværelse med en af de andre (Aaron). Oprindeligt havde jeg frygtet lidt for at skulle dele soveværelse med en anden, men det fungerer faktisk det ganske fint. Desuden har vi to badeværelser, en stor dagligstue, køkken og en altan. Jeg lægger nogle billeder af lejligheden op en anden gang. Efter folk er flyttet ind er der masser af liv i lejlighedskomplekset. Selvom det er lejligheder, er der lidt ”dorm”-stemning over det, da der kun bor undergraduate studerende (heldigvis primært 3. og 4. års studerende) i bygningen.

Der er dog også en bagside ved at bo sammen med så mange andre studerende. Den første fredag efter den officielle indflytning fik nogen under en fest i bygningen den ”gode” ide at starte brandalarmen, så alle skulle evakuere bygningen kl. 2.30 om natten. Efter lidt tid kom brandvæsnet med fuld udrykning kunne kort efter afbryde den falske alarm, hvorefter folk vendte tilbage for at sove videre. 5 minutter senere blev brandalarmen dog startet igen, til alles store irritation… Jeg havde dog forberedt mig, og havde anden gang taget en håndfuld Oreo-kiks og et glas mælk med ned på gaden, som jeg nød, mens vi ventede på at brandvæsnet kom tilbage igen. Efter hvad jeg kunne forstå på mine roommates sker den slags relativt ofte i dorms’ne – heldigvis sjældnere i Off-Campus University Aparments.

Udgivet i Generelt, UCLA, Udlandsophold | Skriv en kommentar

Roadtrip med internationale studerende

Siden sidst har jeg oplevet en masse. Jeg vil prøve at få skrevet om det meste på bloggen inden længe. Det sjoveste, jeg har oplevet indtil nu, må være PCH Road Trip: UCLA’s internationale kontor (Dashew Center) arrangerer en bred vifte at aktiviteter for internationale studerende. Inden jeg rejste til LA havde jeg tilmeldt mig deres Fall Quater Road trip. Onsdag morgen d. 7. september stod jeg og 30 andre studerende inkl. 4 af Dashew Centers medarbejdere på 3 store amerikanske vans, og kørte nordpå langs den berømte Pacific Coast Highway.

Motorvejen snor sig langs kysten, og på den ene side havde vi havet – først med strande og senere med klipper, og på den anden side havde vi bjerge. Senere på turen havde vi også udsigt til vinmarker, tørre bjergsider og skov. En stor del af turen foregik netop i vans’ne, hvor vi havde en god udsigt til Californiens landskaber og samt mulighed for at tale med de andre internationale studerende. Hver dag blev vi i øvrigt placeret i en ny van, så vi fik snakket med flest mulige af de andre.

Udsigt fra ATV'en
Udsigt fra ATV’en

Første dag gjorde vi stop i Pismo Beach, hvor vi spiste klassiske Californian Cinnamon Rolls. De mindede om kanelsnegle – bortset fra at de sejlede i en slags flydende glasur. Mums!

Det næste punkt på programmet var ATV (All Terrain Veicle) Driving på Oceano Dunes. Efter en kort introduktion fik vi lov til at køre rundt som vi havde lyst til på området, hvor der var en slags ”naturlig ørken” med høje bakker. Det var super sjovt, så længe man ikke kørte fast i sandet og skulle løfte sit ATV fri.

Mig og min ATV

Can I keep it?

De fleste af måltiderne var inkluderet i turen, så vi spiste generelt sammen alle aftenerne. Alle nætterne boede vi på motels, bortset fra en enkelt aften, hvor vi camperede i en skov.

17-Mile Drive
Gruppefoto under 17-Mile Drive. Bemærk “The lonely three” i baggrunden.

 

 

 

 

 

 

 

På 2.-dagen kørte vi langs 17-Mile Drive, som var en mini national-park. Desværre er der ofte tåget om formiddagen langs Californiens kyst, så det var svært at se de kønne landskaber. Undervejs klarede det dog op, så vi kunne spise frokost i solen ved siden af en eksklusiv golfklub, der lå i parken, nær havet.

17-Mile Drive

Udsigt over vandet fra 17-Mile Drive.

Om eftermiddagen besøgte vi det flotte Monteray Bay Aquarium.

Monteray Bay Aquarium

Fisk!

 

 

 

 

 

Andre ting vi så på turen var ”The Mystery Spot”. Det er et område i en skov, hvor de sædvanelige tyngdekraftslove angiveligt opfører sig mærkeligt. Måske var det bare en optisk illusion; døm selv fra billedet:

Mystery Spot

Defying gravity at Mystery Spot.

 

Vi besøgte også en gammel spansk mission. Dem findes der mange af langs Californiens kyst, men denne var meget omfattende og fungerede som et frilandsmuseum, hvor man kunne se, hvordan hverdagen havde været, da de første indvandrere kom til Californien.

 

Den sidste dag gjorde vi et længere stop i en vaskeægte ”dansk” by. Den hedder Solvang, og historisk var de oprindelige beboere fra Danmark, og de prøver at holde fast i dansk kultur. De fleste af gaderne har navn efter danske byer. Det er dog også en meget turistpræget by, og den danske kultur virker til at være blandet sammen med tysk, hollandsk og skandinavisk tilsat lidt amerikansk.

Butik i Solvang

Butik i Solvang.

Til vores frokost var der bl.a. hakkebøf med rødkål på menuen, og frikadeller som næsten smagte danske. Til forret fik vi dog noget meget specielt: ”Dansk” pølse med æbleskiver… Eftersom jeg var den eneste dansker på turen fik jeg til opgave af de andre studerende at verificere, hvad der var ægte dansk, og hvad der blot var amerikanernes tolkning af ”sådan er det nok i Danmark”. Alle lod til at nyde deres ophold i ”Danmark”, selvom jeg nok var den der havde det allersjovest.

Rundetårn aka Pizza Tower!

Rundetårn aka Pizza Tower!

Den lille havfrue.

Aryan og Den Lille Havfrue.

 

 

 

 

 

 

 

Road trip turen var en fantastisk måde at møde andre studerende på, og de fleste af dem har jeg set mange gange siden. Forhåbentligt kan jeg også få en plads på deres næste tur: Las Vegas efter eksamensugen i december måned!

Hygge med de andre studerende.

Hygge med de andre studerende om aftenen.

Udgivet i Dashew Center, UCLA, Udflugter, Udlandsophold | Skriv en kommentar

Første uge i LA

I skrivende stund har jeg været i LA i præcis en uge. Mandag morgen d. 29. august kl. 8.45 afgik flyveren med Air Berlin fra Kastrup, og et flyskift og adskillige timer senere, omkring 16.30 (lokal tid) landede jeg i Los Angeles. Dermed var mit studieophold ved UCLA begyndt!

Yderligere tre timer senere havde jeg fået nøglerne til min lejlighed, og udmattet kunne jeg så falde i søvn i sengen. Dette indlæg kommer til at handle om nogle af de forskellige ting, som jeg har oplevet indtil videre:

Amerikansk gadekultur:
Mit første måltid i LA blev morgenmad hos Starbucks. Her oplevede jeg første gang, hvordan amerikanerne umiddelbart er meget mere åbne, end folk i Danmark er. I stedet for at spørge hvad jeg ville bestille, hilste ekspedienten på mig med et “How are you today?”.

Morgenmad hos Starbucks

Morgenmad hos Starbucks

Tilsvarende hilste en hjemløs mand lidt senere på mig med et høftigt “How are you, big guy?”. Man skal heller ikke stå længe med et kort i hånden, før en forbipasserende stopper og spørger, om man har brug for hjælp til at finde vej.

 

 

 

Amerikansk kultur har dog meget mere at byde på end blot flinke folk på gaden: Der er også mærkelige folk. Da jeg en eftermiddag tog bussen til Venice Beach, stod en kvindelig prædikant pludselig på bussen. Udstyret med et skilt, hvor der stod “Jesus loves you”, råbte hun højt og længe om, at de andre passagerer skulle bekendte sig til Kristus. Til sidst måtte chaufføren bede hende om at forlade bussen, da hun generede passagererne. Selvom de fleste med bussen syntes at hun var irriterende, tog de fleste – deriblandt mig – oplevelsen som ufrivilligt komisk.

Housing:
Jeg bor i en 3 værelses lejlighed lige ved siden af universitetet. Lejligheden er ret lækker, med to badeværelser, et stort amerikansk køkken (inklusive affaldskværn i køkkenvasken) og en terrasse.

UCLA campus

Udsigt over campus fra lejlighedens tagterrasse.

Lejlighedskomplekset ejes af UCLA, og jeg skal dele lejligheden med 3 andre studerende fra UCLA. De flytter dog først ind på den officielle indflytningsdag, d. 17. september.
Selvom lejligheden er næsten fuldt møbleret, er der ikke noget køkkengrej inkluderet, så jeg har spist ude til langt de fleste måltider. Her har jeg bl.a. stiftet bekendtskab med California Pizza Kitchen, In-N-Out, Fat Sal’s Deli og University Dining.

University Campus, Westwood Willage og Venice Beach:
Min første uge i LA har været meget ferieagtig, og jeg har haft masser af tid til at gå rundt og udforske campusområdet og den omkringliggende bydel Westwood Willage. Hele lokalområdet bærer meget af det store antal af universitetsstuderende, som bor her.
Selve campus er en stor oplevelse at gå rundt på. I det ene hjørne ligger UCLA’s “dorms”, hvor de fleste freshmen bor. En gåtur tværs over campus er en længerevarende udflugt, og der er faktisk rigtige veje på campusområdet. På trods af universitets unge alder er der alligevel mange “gamle”, smukke bygninger, og da området er bakket, får man indimellem en flot udsigt ud over området.

For at opleve andre dele af LA har jeg også været et smut forbi Venice Beach, som er en del af LA’s store lækre strande. Ved Venice var der en lang boardwalk langs stranden, hvor man kan møde mange forskellige typer mennesker. Desuden lå der en lang række boder ved boardwalken, hvor man kunne købe alt muligt, som man ikke vidste, at man manglede:

Udsigt over Venice Beach

Udsigt over Venice Beach

 

 

 

 

 

 

Original Bum Signs

Står du om mangler et "Bum Sign"? Venice Beach har dem.

 

 

 

 

 

 

 

Officielle aktiviteter:
På 4. dagen ved UCLA var jeg til det første egentlige officielle arrangement: New International Student and Scholar Orientation (NISSO). Her var der mange vigtige, og en del mindre spændende oplysninger for internationale studerende.

Aftensmad efter NISSO

Aftensmad efter NISSO.

Det bedste ved arrangementet var muligheden for at møde andre internationale studerende. Om aftenen var jeg ude at spise sammen med 2 af de andre studerende samt 4 af de frivillige, der havde været med til at arrangere dagen. Det var super hyggeligt.

 

 

 

Dagen efter var jeg på en ½-dags turist bustur for internationale studerende. Her så vi bl.a. Hollywood (og Hollywood skiltet), Downtown, Beverly Hills og Rodeo Drive.

Jeg har allerede oplevet mange andre ting, som jeg gerne ville fortælle om. De må dog vente til en anden god gang. Indtil videre er det hele meget spændende og nyt – også selvom mit studieophold kun lige knap er begyndt.

Udgivet i Generelt, UCLA, Udlandsophold | 4 kommentarer

Kristian rejser til USA

Hello World !

Jeg hedder Kristian, og dette er min nye blog. I studieåret 2011-2012 rejser jeg til UCLA (University of California, Los Angeles) i USA for at læse det første år af min kandidatgrad i økonomi.

Følg med i mine oplevelser ved UCLA.

Udgivet i Generelt, UCLA, Udlandsophold | Skriv en kommentar